Skagen odde ultratrail

Lørdag den 6/9 klokken 9:00 stod jeg og så, at løbsarrangør Thomas Kragh Pedersen, sendte deltagerne på 60km ruten afsted. Nu er det altså ved at være alvor, tænkte jeg. Om et par timer skal det vise sig om du er klar på det her. Jeg havde kun meldt mig på 30km. Turen, men for en der indtil for et år siden, aldrig havde løbet mere end 10km på en gang, virkede det alligevel som lidt af en mundfuld. Jeg gik hen og hentede nummer 3049 og fik sagt vi ses til Claus Sørensen, en anden Horsens gut, som jeg et par uger tidligere havde fulgtes med til Glarbo highland trail. Der måtte jeg udgå efter kun 14 km og 1000 højdemeter, benene ville bare ikke mere

Efter ca. 5km. Ramte vi den første klit. Bang! så gik farten da helt af os. Nå op og nyde synet af naturen, og videre med os. Ind igennem Sandmilen for at samle, nå ja SAND. Efter ca 10 km siger jeg vi ses, jeg skal tømme sko. Jeg får dem tømt og løber videre, men de er bare ikke tomme. Nu stopper du ikke igen, bare afsted pyt med det sand, så jeg løb stadig i højt humør ind igennem Skagen klitplantage. Ved 16km er der depot ved Ruts hotel, der var alt hvad en løbe kunne begære, så jeg fik tanket op både i flasker og fyldt i hovedet. Pludselig stod Claus der igen, ham havde jeg ellers troet var langt foran nu. Skal vi videre siger han? Jaja jeg skal bare lige tømme skoene igen. Det viste sig så at sandet lå imellem de to lag i strømperne, så jeg har nu løbet 10-12km med tæerne bøjet over en pude af sand. Det betød at der var vabler på 4 tåspidser. De gjorde og gør stadig ikke ondt, men 2 lags strømper og sand er fra nu af no- go. Nå ned på stranden med os igen. Her var der så en dejlig masse sten. De var en udsøgt fornøjelse at løbe i, eller rettere at prøve at finde en vej igennem/ forbi på en eller anden måde. Videre op mod nord, igennem det lækreste terræn, nu var jeg ski træt. Claus fik lov at trække mig blikket på hans hæle og bare efter manden. Vi begyndte at overhale nogle 60km. løbere De der var helt tomme i blikket forsøgte jeg at gi et klap på skulderen og sige kom så det sidste.

Vi kom til parkeringspladsen ved Grenen, nu skulle den bare trækkes hjem. Hjulsporene fra Sandormen, er værd at prøve. Hvis noget har knækket koden til at løbe i dem, så sig endelig til. Her begyndte Claus at sige han var flad. Ud og dyppe tæerne, nu er vi der næsten. Vi løb hen af stranden sydpå nu, og her får jeg så dårlig samvittighed. Claus er brugt og jeg har fået ny energi. Jeg opdager slet ikke at jeg taber ham, han er bare væk pludselig. Nå men stopper jeg nu, så kommer jeg ikke i gang igen tænker jeg. Så jeg løber af stranden og ud på det sidste stykke uret siger jo 30km. så jeg må jo, være der lige om lidt. Der havde man så lige foræret os små 2 km ekstra, men nu har jeg luft. Jeg overhaler et par stykker og da jeg kan se mål, kommer Junior løbende mig i møde.

 Vi løber med hinanden i hånden i mål i tiden 3:33:20. På ingen måde hurtigt. Men det var mit længste løb til dato, og nu ved jeg at jeg er klar på et maraton i år.