Vi rammer depot 5 ved 32,9 km Lidt efter at Steen og jeg er kommet i depotet kommer Anne og Dennis ind. Dennis er helt hvid i hovedet af indtørret salt sved. ” har du taget salt piller?” spørger jeg. Det viser sig at Dennis ikke har nogen, jeg finder 2 frem han skulle ha haft flere, men jeg tør ikke give for mange væk. Jeg spørger om han vil ha et par elektrolyt tabs til vandet, men det har han, så det må være godt. Dennis kommer herfra til at kæmpe med kramper, svimmelhed og skal virkelig grave dybt for at komme i mål, men et ultra skal nu heller ikke være for let. Grunden til at Dennis kæmper er det samme som vi senere skal slås med, nemlig varmen / solen. Den har nemlig nu så meget magt, at alle kamp sveder, man opdager det bare ikke, fordi det også blæser.

Steen begynder at have det varmere og varmere. Han får kvalme og drikker derfor ikke så meget. Det opdager jeg ikke, jeg sveder nemlig selv på en iskold dag, som en skamredet hest. Så jeg pæler altid ca. en liter vand / enegridrik i timen. Nu rammer vi så det første længere asfalt stykke, her kan man lige hente lidt tid. Man kan også få smadret benene. Vi løber oftest trail, så der går ikke længe, før de gamle mænd begynder at pive. Steen klager over sine hofter, og jeg får ondt i hælene. Men vi holder nu stadig et ok tempo, syntes vi selv. Da asfalt stykket slutter kommer vi ind på et fedt spor langs vandet. ”prøv at se bag dig” siger Steen. Der kommer 8-10 løbere i en flok ca 250-300 meter bag os. Fuck hvor fan kom de fra? Nu løber jeg meget urolig. Det her er ikke fedt!!! Vi bliver hurtigt enige om, at stoppe op, drikke noget vand, og lade dem overhale, så bliver vi ikke presset af dem. Nu er vi så for alvor bagerst, der er et par stykker som vi ser her og der, men alle på 100 km er nu foran os, og sådan er der resten af dagen. Steen ”den snyder” må også her, bare ha nippet til vandet, men det aner jeg jo ikke. Vi løber videre og kommer snart i depot 42,2 Her står Steen, altså Steen der laver løbet sammen med Palle. Vi får lidt suppe, og vi får også sagt, at det her bliver en af de lange. Det er sku ikke sikker vi når sidste cut, der hedder kl 22 i Langøre havn 81,3km. ”Ingen problem” siger han. ” Hvis i ikke er der, så kommer jeg jer i møde med jeres pandelamper. I bliver ikke taget ud af det her løb.” Vi hænger lidt for længe også i det her depot, men kommer da til sidst af sted. Steen døjer nu mere og mere med varmen. Jeg spørger et par gange om han vil ha min ekstra buff, jeg løber med en som pandebånd, når den er våd, så hjælper den mad at køle mig ned. Det afviser han, og vi slæber os videre. Vi løber ikke stærkt, men er da foran 4-5 stykker der løber den korte ultra. Ved depot 9 Ballen 57,6km har vi en dropbag. Jeg skifter T-shirt, strømper, sko og får 2 nye buff med. En om panden og en på håndledet. Ind kommer anne og Dennis, de er i mål her, vi får sagt tillykke. Dennis er noget slinger, han er dehydreret og svimmel. Anne den seje tøs, kunne godt ha løbet 10-15 km mere. De 2 kommer til at løbe mange ultra sammen endnu.

Men vi skal videre, vi banker lige ind i Brugsen og køber en is, før vi lunter ud af byen. Den kloge havde trukket stikket her, men Steen er stædig, og jeg er stadig ikke helt klar over hvor skidt han har det. Han fortæller mig, at han ikke kan slippe af med varmen og at han har kvalme, men jeg ved stadig ikke, at han ikke tager ret meget væske ind. ¨Vi lunter afsted og Steen koger mere og mere. Jeg skal bruge en vandhane siger han nu, bare jeg lige kan få noget vand i hovedet. Buffen bliver tilbudt endnu en gang, men igen afslået. Vi løber og ser efter udendørs vandhaner, men den er de ski nærrige med på Samsø. Til sidst spørger vi en lokal. Han ligger og roder med en bådtrailer. ” Der er vand i køkkenet!” Øhh vi er ude og løbe, vi stinker og kampsveder.. # Bare gå ind, så finder i nok køkkenet.” de er nu ret venlige de Samsinger. Steen forsøger så at drukne sig selv i køkkenvasken. Jeg tager min ekstra buff og gør den driv våd, samtidig med at jeg vrider den jeg har på op. Nu tager du den kraftedmée på, eller bliver jeg sku sur, får jeg sagt, og det gør han så. Vi må videre, så vi lister ud igen, får sagt pænt tak og lunter af sted. Det er ca. her omkring Steen begynder at få kramper. Han er efterhånden massivt dehydreret, og hans muskler skriger på hjælp. ”Det kan godt være du bare skal løbe” siger han. ”OK!!” nu er lorten så fremme i dagens lys, så lad os se lidt på den. ” Har du tænkt dig at stå af, eller vil du med i mål?” ”Jeg skal sku nok komme i mål, men det bliver ikke kønt” er svaret. Det er fint, det har jeg prøvet selv så tit. Jeg trækker gerne, faktisk har jeg ret meget gæld, på lige netop den konto. Så vi løber, eller lad os kalde det for hvad det er. Vi går med et par passager hvor vi forsøger at ligne løbere videre. Hver gang vi løber, så kramper Steens lår efter et lille stykke tid. Ved Besser rev køber jeg en bakke jordbær, Der er væske i dem tænker jeg, og så deler vi dem.

Det går i perioder ret ok, nu er solen lidt aftagende, så Steen liver lidt op, desuden har den våde buff gjort underværker. ( hør efter næste gang! Stædige rad) Men nu er det så min tur. Som et lyn fra en klar himmel, beslutter mit venstre knæ sig for at gøre vild ondt. Jeg blev opereret i min menisken sidste år, og det er fuldstændig den samme smerte. Vi er efterhånden et latterligt syn, men vi kan stadig grine og pjatte. Vi kommer egentlig også ok frem. Nogle steder løber vi 1-2km i træk, før enten Steens kramper stopper os, eller mit lorteknæ lige giver et ekstra jag, så jeg må ned og gå. Klokken 21.15 eller noget i den stil kommer vi ind i depot 12 Langøre Havn Her står Palle RD klar til at tage imod os ( hvor er det fedt at løbe et løb, som er lavet af erfarne løbere. De ved bare hvad man skal og hvad man ikke skal sige, for at få ristede løbere videre. ) Når det er sagt, så hang vi også her alt for længe, men der var ikke mere på tanken. Så 19 km mere var ret langt, desuden skulle vi begge på wc, den slags tager tid. Vi kommer ud af depotet i rette tid før cutoff, Det er faktisk lidt et under med den forfatning vi var i.

Vi løber faktisk  ret fint igen nu, så det går af sted par km. og så´ BUM! Ud af det blå bliver jeg bare dårlig. Jeg kan mærke blodet løber væk fra mit hoved, jeg får kvalme og bliver svimmel. ”Det her duer ikke” får jeg sagt. Steen ser på mig og siger ” hold da kæft du er krid hvid, hvad fan sker der?” ” Aner det ikke , men vi må lige gå lidt” Jeg ringer så lige hjem til fruen og den yngste søn, så kan jeg lige få sagt godnat, og få tankerne lidt væk. Det hjælper faktisk, for 20 minutter senere er jeg ok igen. Men for pokker det var spookey, jeg var sikker på at jeg skulle dratte omkuld lige der på stien. Vi går lunter skiftevis afsted. Steens kramper bliver værre og værre, og mit knæ gør så ondt, at jeg faktisk tænker, det her kommer du til at fortryde, den menisken er revnet endnu en gang.  

Lidt efter depot 14 Issehoved, kommer der så ud af mørket en enkelt løber. Han når faktisk helt op til os, uden at vi opdager at det er Steen, altså løbsarrangør Steen. ”Jeg syntes lige jeg ville løbe ud og finde jer” Hold nu kæft!! Hvor var det fedt at se ham. Han fik uden de store armbevægelser ligeså stille puffet os af sted, og stranden var faktisk ret ok at løbe på. De sidste par km skal man lige op af et par bakker igen,, vi får kun lige set på dem, og så kramper Steens lår op igen , for fuld smadder. Hans muskler står spændt som tovværk, og det gør så ondt at man kan se han har lyst til at skrige. Da den slipper igen siger han. Det var det, jeg kommer ikke i løb igen, resten er gåtur. Fint vi er der om lidt, så hvad venter vi på? Vi får slæbt os til Nordby, og er faktisk næsten i mål, da Palle kommer. ” i slipper sku ikke! I skal som alle de andre lige en æres runde om gadekæret” siger han. GODT skiderrik! Vi ville faktisk heller ikke ha den øl endnu. Rundt om det gadekær med os, og da vi nu hverken kan gå, løbe eller tænke, så drejer vi da til venstre, og følger markeringerne fra halvmaraton. Det giver lige 500 meter ekstra, men hvem tæller? Klokken 00:23 løber vi endelig i mål, godt nok fra den forkerte side, men vi løb sq ind, og det var vigtigt. Nu er der bare at restituerer, reflektere og fordøje oplevelsen. Var det så alt smerten og de mulige skader værd? Hvis du spørger mig´ så er svaret klart ja, men jeg er heller ikke helt normal… Jeg er ultraløber, og jeg har fandeme løbet 100km på Samsø, ynkeligt eller ej, så gjorde jeg det. Og hvordan ser et ben der har haft massive kramper det meste af en dag så ud 2 dage senere? Faktisk ser det i skrivende stund, endnu mere blå ud